Analyse af kalkmaleri
Gennem et AT-forløb, hvor jeg har valg at arbejde med
renæssance kunsten og kosmologien, har jeg fået større interesse i kunstens
historie. Som jeg skrev i indlægget åbenbaring, så finder jeg kunstens
afspejling af samtiden virkelig spændende. Og ikke i mindst i renæssancen, som
vi også har arbejdet med på klassen. I renæssancen sker der jo kæmpemæssige
udviklinger, både videnskabsmæssigt, men især også menneskeligt, hvilket sætter
stort præg på kunsten. I starten af denne periode finder stor inspiration fra
både antikkens arkitektur og menneskesyn, men senere hen udvikles der i
renæssancen også vigtige færdigheder og trends, såsom stilleben, portrætmaleri,
central- og lineærperspektivet. Blandt det kunst, som jeg har set er det tydeligt
for mig, hvor stor en del individets løsrivelse fra kirken og det autoritære
spiller i kunsten. Men får at kunne forstå udviklingen bedre, undersøgte jeg
kunsten i perioden før renæssancen, nemlig middelalderen. Og her fandt jeg
kalkmalerierne!
Det har ikke rigtigt sagt mig noget, når jeg har set på
kalkmalerierne i virkeligheden, men med baggrundsviden i baghånden kan man
pludselig får meget ud af billederne – næsten som var det en roman. Det er
tydeligt at se i kunsten, hvordan kirken har spillet en kæmpe rolle i samfundet
og for det enkelte menneske. Men også bemærkelsesværdigt at se hvem, der stod
bag kunsten både i renæssancen, men også i middelalderen. For de
adelige/gejstlige havde udsmykket kirkerne med bibelske illustrationer, med
penge som de opkrævede fra bønderne, der kom til kirken og på den måde fik
indsigt i biblen.
Man må derfor, også i dag, tænke på alle de bønder, som
måtte lide, når vi står i Norditalien og kigger på prangende renæssance kunst.
Selvom renæssancekunsten, grundet sin løbende udvikling, er
meget imponerende og prangende, så har kalkmalerierne også en meget vigtig
betydning. Og da størstedelen af kalkmalerier blev overmalet er de velbevarede
særligt interessante. Efter arbejde og analyse af Michelangelos
renæssancemaleri Da gud skabte Adam,
hvor individet i den grad løsriver sig det stærkt forbundet forhold til kirken,
har jeg undersøgt kalkmaleriet i Holbøl kirke:
Kalkmaleriet Dommedag,
opstandelse, frelste og fortabte er fra Holbøl kirke i Slesvig stift.
Maleriet er antaget at være fra 1515-1525 (den sen gotiske periode) af maleren
Peter Lykt.
Det trekantede billedet viser i centrum af maleriet en mand siddende på
en regnbue med fødderne oven på en kugle. På hver sin side af manden er der et
menneske, som knæler ind mod manden. På højre side er det en mand, der med
samlede hænder bøjer overkroppen en smule forover og kigger nedad. Bag denne
mand er der et højt gråt fundament, hvor der øverst er flammer og en mindre
djævel. På venstre side af manden i midten er det en kvinde, som med samme
positur som manden knæler ind mod manden siddende på regnbuen. Bag kvinden er
der et firkantet tårn med en trappe, hvor der er fire person er på vej op og
ind ad døren, hvor flere mennesker står. Ovenfor en knælende kvinde flyver en
engel med et blæseinstrument. Denne basunengel er på vertikal linje til venstre
for mandens hoved. På samme linje højre for, svæver der endnu en basunengel.
Over manden i midten hænger der nogle remedier. Over højre skulder hænger et
svær, mens der på venstre side hænger en lilje. Aller øverst i trekanten findes
der en grøn plante, som forgrener sig vildt på hælvigen med en blomst i midten.
Nederst på billedet under kuglen er der mange mennesker, som står op ad jorden,
og til højre ses også fire mennesker jaget af mindre djævle.
Billedsituationen forekommer ikke i en bestemt tid, på døgnet eller året
og er derfor mere tidløst.
Manden i midten, kvinden til venstre og manden til højre er alle
centrale personer i billedet, da de er store i forhold til de små mennesker
nederst i billedet. Manden i midten virker mest central og til at have højere
status end de andre, da han er størst, bære en purpurkappe og da de to andre
centrale figurer knæler for ham. Han virker yngre end manden til højre da han
ingen skæg eller grå hår har. Kvinden er i mod er dækket af hvide klæder, så
man kun kan se hendes blege hvide ansigt, hvilket også tyder på højere status.
De tre centrale personer danner sammen en trekant, som hviler på
grundfladen ligesom billedets ramme. Man kan også optegne en trekant fra de to
engle til Manden i midten, som denne gang står med spids ned ad. I begge
trekanter ligger manden i diagonalen, samt er centrum, hvis man forbinder
englene med de knælende mennesker i en firkant eller ellipse.
De tre centrale mennesker har alle vendt blikket samme sted.
Blikkenes forsvindingspunkt ligger ude for billedets rammer og samles om det
punkt, hvor beskueren står betragter billedet.
Genstandene på billedet står meget ligevægtigt placeret. Selvom
motiverne ikke er de samme, kan der tales om en vertikal symmetriakse, som går
i gennem manden i midten. Dette ses fx
Liljen vs. Sværdet
Engel vs. Engel
Kvinde vs. Mand
Rødt tårn vs. Gråt ’’tårn’
Ud fra den store lige vægt og symmetri er der tale om et roligt og
statisk billede. Men i området omkring den største mand og englene, danner de
diagonale linjer i de strakte arme og liljen, samt sværdet en åben komposition,
som giver en dynamisk virkning i billedtrekantens midte.
Beskueren betragter billedet fra frøperspektiv, men dog passer
proportionerne ikke helt sammen, blandt andet mandens fødder, husets skævhed og
det grålige i højre hjørne. Det er tydeligt, at billedets rum ikke er tilstede.
Det lineære perspektiv er ikke taget i brug, men dog kan der trods det
indtegnes former for orthogonaler fra sværdet, liljen, kvindens underarm og
mandens hænder, som giver et centrum/fokus på manden i midten. Dette skaber
ikke direkte rum, men får rettet beskuerens fokus på noget specielt. Rummet
skabes der imod ved skyggerne i klæderne på de centrale personer. Her skaber
egen skyggerne på klædefoldene dybde og rum, men også overlapningen ved
regnbuen og personerne skaber forståelse for at menneskerne står længere fremme
end den trefarvede regnbue.
Billedet består af en hvid baggrund, men har komplementærfarverne grøn
og rød, som hovedfarver. Derud over eksempel på de to kontrast farver i
regnbuen, ser vi det grønne i planten øverst i billedet, samt på jorden under.
Hvor vi ser den røde farve i mændenes klæder, samt bygningen til venstre. Også
de fysiske rammer omkring dette billede indeholder de tre hovedfarver, som er
brugt i dette kalkmaleri, hvid, grøn og rød.
Farverne er i jordnære nuancer, som trods farveforskellen skaber varme og et
realistiske billede.
Som sagt er det ikke farverne som er kontraster. De tre hovedpersoner i
billedet, og især den største mand står i stærk kontrast til de små mennesker
nedenunder. De virker højt stående og med deres glorie, fortæller de os, at de
er religiøse mennesker. I midten har vi Jesus som af gud har fået tildelt
jorden under sine fødder, med Maria og Johannes døberen ved sin side, som
ligesom alle andre på dommedag skal bede om nåde. Nådens lilje og straffens
svær, som Jesus har som midler, samt i dødes opstandelse nederst på billedet
bekræfter os i, at det netop er dommedag som finder sted i denne situation.
Basunenglen indgår i dommedagsmotivet som de engle der gennem blæseinstrumenter
vækker de døde. Her efter kan vi så se, at nogle bliver jaget af djævle til helvede
til højre, og andre fredeligt kan gå igennem guds port og blive benådet af
liljen.
Den ovenstående plante øverst på billedet har ingen særlig symbolsk
betydning, men er den tids horror vacui,
som betyder frygt for tomhed.
Alt i alt er dette altså et billede på den bibelske fortælling om
dommedag. Hvordan mennesket ved døden skal stå til regnskab for eventuelle
synder i livet. Individet bliver her stillet overfor revurdering og regnskab i
religionen, som beskueren til dette maleri let kan perspektivere til.
Når man perspektiverer dette til samtiden, så gav kirken et svar på alt
og derfor så det heller ikke godt ud at have kirkeudsmykninger, som ikke var
fuldendt (Horror vacui). I
middelalderen udfyldte og besvarede kirken på individets tvivl og det var
derfor også banebrydende, da folket stillede tvivl og modbeviser for kirkens
forklaringer. Kalkmalerierne havde i middelalderen også fungeret som formidling
til den kæmpe borgergruppe, der ikke kunne læse. Det er derfor uhyre vigtigt
for vores forståelse af den historiske udvikling at også de gamle kalkmalerier,
som ikke er så prægende som renæssancekunst, bliver bevaret og værdsat.
- Trine
Holm Jørgensen
